Røverdal 9

  • 232 m2
  • 10

Information

  • Boligtype: Villa
  • Beliggenhedsby: 8800 Viborg
  • Boligareal: 232 m2
  • Grundareal: 1835 m2
  • Værelser / stuer: 10
  • Byggeår: 1877
  • Ombygget: 1988
  • Energimærke: C

Beskrivelse

Velkommen til det attraktive Dollerup, lige syd for Viborg, i naturskønne Dollerup Bakker med Hald Sø, som nabo. Her finder du denne skønne og store villa, som oprindeligt er fra 1877. Dog er alt gennemgribende renoveret gennem årene og fremtræder derfor i tidssvarende og god stand. Her har du plads til hele familien såvel inde som ude. Elsker du naturen og et rigt dyreliv, så går du ikke forgæves her. Tag blot på et besøg og læg vejen forbi Ishuset på toppen af det lokale "bjerg", hvorfra du kan nyde både udsigten og den kolde is. Fra 63 meters højde er der en storslået udsigt over den sydlige og østlige del af Hald Sø. Her ses tydeligt de dramatiske terrænforhold med stejle skrænter og slugter fra istiden.

Grunden strækker sig over hele 1.835 kvm, og herfra er der udsigt til det omkringliggende kuperede terræn med skov i baggrunden. Der er tilhørende dobbelt carport, cykelskur og udhus med træpillefyr. 

Det karakteristiske smukke hvide hus med det røde tag fordeler sine 232 gode kvadratmeter over 2 etager. I stueetagen findes 3 gedigne værelser, 2 store stuer, hvoraf den ene er en del af et åbent køkkenalrum. Herudover er der indgang, hall, bryggers og badeværelse. På 1. salen er der endnu 4 store værelser, en stue og et mindre gæstetoilet.

Fra husets entré er der indgang til husets badeværelse, stueetagens største værelse og det kombinerede køkken-, spise- og stueområde som flyder sammen og understreger boligens åbne atmosfære. Der er også mulighed for indgang via husets bryggers og videre ud til husets hall. Bryggerset er helt klassisk med fliser på gulvet, vask og masser af skabs- og bordplads. Husets badeværelse er med lyse træskabe og et indmuret badekar. Køkkenet står med flotte træskabe samt en mørk bordplade, som skaber en flot kontrast i både farve og tekstur. Fra køkkenet er der også et dejligt udkig til husets fliseterrasse og have, og man skal da heller ikke blive overrasket, hvis man en tidlig morgen ser et stykke vildt spankulere hen over plænen. Det er også i denne del af huset, at den ene af boligens to brændeovne er placeret, og også her man kan åbne terrassedørene ud til haven.

På 1. salen er der tagvinduer, flotte lyse trælofter og lyse gulve, samt fritlagte hvidmalede spær. Der er et skønt lysindfald på hele etagen, og værelserne har mange udnyttelsesmuligheder. Stuen ligger som forlængelse af trappens repos og har en god størrelse til en hyggekrog med TV eller spil. Her finder vi også den anden af husets to brændeovne.

Viborg og alt hvad man kunne ønske sig af indkøb-, uddannelse- og transportmuligheder ligger blot en 15 minutters køretur væk. Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så bliver lokationen ikke bedre, og vi glæder os rigtig meget til at vise det hele frem!

Kontakt